tirsdag den 24. marts 2009

Imperiet slår igen

Af Kasper Støvring

1.

I den strøm af floskuløs retorik, der skyller ud af fortalerne for Den Europæiske Union, skurrer især udtrykket ”fredens Europa” i ørerne.

Vi hører, at EU skal befri europæerne fra den aggressive selvhævdelse, militarisme og chauvinisme, som forårsagede to verdenskrige i det tyvende århundrede. Hvad var årsagen? Såmænd stater båret af en nationalistisk ideologi.

Så med realiseringen af det europæiske unionsprojekt vil vi endelig få bugt med nationalismen og med tiden også med nationalstaterne – hvorefter det utopiske ”fredens Europa” vil vise sig.

Et nærmere blik på den europæiske historie i det tyvende århundrede viser imidlertid et andet billede. Det var ikke nationalstaterne – altså stater forankret i en kulturel og etnisk homogen nation – der forårsagede og stadig forårsager ustabilitet og konflikter.

Det var tværtimod imperier, dvs. multikulturelle stater som det Østrigsk-Ungarske monarki, det Ottomanske imperium og siden Sovjetunionen (ligesom Nazi-Tyskland ikke var et nationalistisk, men et imperialistisk projekt, et ”Tredje Rige”). Multikulturelle stater er altid svangre med konflikter, fordi de hylder illusionen om, at vidt forskellige kulturer uproblematisk kan trives inden for samme jurisdiktion.

Den fred, vi har opnået i Europa efter Anden Verdenskrig skyldes således, at vi har fået etableret kulturelt homogene nationalstater. Det skyldes ikke den europæiske unionsproces.

De lande, hvor nationsopbygningen ikke er lykkedes, er bl.a. Belgien og Schweiz: Det første land er ved at falde fra hinanden, og det andet land er kun stabilt, fordi man har opdelt kulturerne – nationerne – i de såkaldte kantoner med hver deres relative selvstyre.

Balkan var et ekstremt eksempel på den skæbne, en multikulturel stat – i dette tilfælde Jugoslavien – kan vente, ligesom den dystopiske Sovjetunion var et vidnesbyrd om det barbari, der følger af imperiale forhåbninger.

2.

Og nu vil man så altså igen sætte sine utopiske forhåbninger til et nyt imperialt projekt – EU.

Det har medført en alvorlig situation i dagens Europa, hvor nationalstaterne er ved at miste kontrollen over lovgivningen (Metock-dommen ophæver f.eks. udlændingepolitikken) og dermed er ved at miste effektiv suverænitet.

De nationale parlamenter er forpligtede på at gennemføre kendelser fra en domstol, som folket ikke har styr på. Konsekvensen er, at folkestyret opløses. Folket har ikke valgt dommerne ind og kan ikke afsætte dem igen ved frie valg. Det samme gælder kommissærerne. EU’s afgørende repræsentanter er derfor usårlige over for kritik og har følgelig for vane med at ignorere den.

EU’s første grundlæggere, som Jean Monnet, var slået af rædslerne i de to verdenskrige og nærede derfor en ambition om at skabe et Europas Forenede Stater som betingelse for en permanent fred.

Målet var og er altså at samle kontinentet i et nyt imperium, der har uddrevet nationalismens spøgelse ved i stigende grad at ødelægge nationalstaterne. Metoden til at skabe denne transnationale stat er at holde endemålet skjult så længe som muligt og trin for trin lade ”den stadigt tættere integration” fortsætte.

Dette ideal om et fredeligt Europa står i modsætning til en mere realistisk opfattelse, der er baseret på princippet om magtbalance. Ud fra dette princip bør kontinentet opdeles i nationer, der balancerer hinanden og dermed skaber fred.

3.

Den overbevisning: at grobunden for konflikter skyldes nationalstater og ikke imperier, og at midlet til at skabe en varig fred er at opbygge et Europas Forenede Stater er absurd og rent negativ.

Nationalstaterne afvises, fordi de angiveligt er aggressive. Men fortalerne for EU giver ingen overbevisende grunde til at tro, at transnationale stater vil blive bedre. Tværtimod viser historisk viden om den mest krigsførende stat i den seneste tid, Sovjetunionen, det modsatte. Men det ignoreres, at Sovjet var et regulært imperium, der blot arvede og skærpede de ambitioner, der kendtes fra det kejserlige Rusland.
Hvor er vi så nu? Vi er dér, hvor et uansvarligt, eurokratisk bureaukrati råder over et kontinent, hvis nationer bliver berøvet sine traditionelle loyaliteter og historiske bånd.

De europæiske borgere gøres magtesløse af en styreform, som samtidigt afviser at tage fat på de reelle problemer, der tegner sig for Europas fremtid i form af bl.a. demografisk forfald, uønsket indvandring og trusler mod de vestlige frihedsrettigheder.

EU har svækket myndighederne i de europæiske regeringer og erstattet den med en myndighed uden folkelig legitimitet. Ja, de europæiske institutioner er ikke blot uansvarlige, de bruger også formuer på at opretholde og udvide sig selv.

Dertil kommer, at de forfører borgerne med fantasiprojekter om fredens Europa og producerer endeløse og dybt skadelige love, forordninger og direktiver, som nationalstaterne er forpligtede på at gennemføre – selv om det er til stor skade for dem selv og i sidste instans kan betyde deres egen undergang.

Men EU er fortsat immun over for ethvert forsøg fra borgerne og staterne på at modsætte sig projektet.

Problemet er, at de kosmopolitiske idealer, som EU bygger på, kun deles af en lille elite. De vil aldrig kunne sive ned i almindelige menneskers kultur. Desuden har disse idealer, når de udmøntes i transnationale institutioner, en iboende tendens til at degenerere til den form for korrupt og dybt anti-demokratiske bureaukratisme, som FN og EU repræsenterer.


4.

En nationalstat bygger på en nation. Det siger sig selv. Altså et kollektivt ”vi”, som et imperium aldrig vil kunne konstruere. Altså et fællesskab af fremmede mennesker, der er bundet sammen i kraft af en fælles kultur og tilhørsforhold til et hjemland, ”vores” land.

Men er de europæiske borgere stadig i stand til at svare på spørgsmålet: hvem er ”vi”? Mange er tavse, for kollektiv, national identitetsfølelse er forbudt område.

Nationale følelser sorterer nemlig under den stadigt voksende kategori af forbudte lidenskaber, som i EU-retten går under navnet ”racisme og fremmedhad”. Udtryk for nationale følelser vil EU med tiden gøre til egentlige forbrydelser; staterne vil blive i stand til og endda forpligtede på at udlevere deres egne borgere til retsforfølgelse ved den europæiske domstol (At det ikke er så fjern en fremtid, kan man bl.a. læse hos juristen Jacob Mchangama i denne kommentar
”EU’s snigangreb på ytringsfriheden”.)

Alt sammen fordi EU er et imperialt projekt om at udbrede fred ud fra en opfattelse af, at nationalstaten kun spreder vold. Nationalstaten skal derfor undermineres.

Men ufred og sammenbrud af EU-projektet vil følge i dens sted. For intet imperium har i længden formået at bestå. Inden det bryder sammen, kan det dog gå endog meget galt.