Af Kasper Støvring
Forfatteren og musikeren Henrik Marstal retter i en kommentar i Berlingske Tidende den 18. februar en række angreb på mit ”naive” kultursyn, som jeg har fremført i en kronik i samme avis den 26. januar. I Marstals kommentar hedder det bl.a.:
”Støvring hævder, at »vi har grund til udvise stolthed over vores kultur«. Han begrunder det med den sammenhængskraft, frihed og velstand, som det danske samfund kan udvise til inspiration for muslimske indvandrere - der følgelig anbefales at underlægge sig denne kultur.
Men hvad menes der egentlig med »vi« og »vores kultur« i hans udsagn? I sin kronik giver Støvring mellem linjerne selv svaret: Med »vi« menes der hvide, etniske danskere fra Gedser til Skagen, og med udtrykket »vores kultur« menes det sæt af kulturelle vaner og mønstre, der udelukkende skulle høre hvide, etniske danskere til. Han tror åbenbart, at kulturen helt uproblematisk opererer efter en opdeling i et »vi« og et »de«, til trods for at en sådan opdeling mistede sin aktualitet allerede i 1960'ernes Danmark.
At mange opfatter den muslimske verden som en trussel, sådan som Støvring hævder, er netop en omstændighed, som kulturen konstant nedbryder. For at tage et par aktuelle eksempler fra musikkens verden, er det tankevækkende hvordan Isam B's version af »I Danmark er jeg født« og Natasjas »Giv mig DK tilbage« begge medvirker til at italesætte danskheden på en måde, som fremmer den fælles forståelse af delte værdier mellem etniske danskere og danskere af anden etnisk herkomst.”
Ifølge Marstal vil en almen accept af mit kultursyn medføre kulturens snarlige undergang. Faktisk mener jeg, at vores kultur risikerer at gå under – hvis det kultursyn, jeg forfægter, ikke vinder indpas. Det fordrer bl.a., at vi identificerer de særlige kendetegn på vores kultur, udviser stolthed over kulturen og er villige til at forsvare den.
Det er relativister, islamapologeter og halalhippier som Marstal, der er naive. De taler stadig om ”kulturberigelse” og ”kulturmøder” mellem danskere og især muslimer, som man også gjorde for ti år siden. Men i dag klinger skønsangen langt mere hul. Det kan Marstal bare ikke høre, selv om han er musiker.
Jeg er ganske rigtigt skeptisk over for denne forestilling om integration, fordi den implicerer, at de to kulturer skal integreres i hinanden. I stedet mener jeg, at vi skal bevare vores særlige danske kernekultur, fordi den altså fremmer sammenhængskraft, frihed og velstand. Andre kulturer må så tilpasse sig dén.
Men det mener Marstal er ”farligt for integrationsprocessen”. Man må og kan heller ikke skelne mellem et ”vi” og et ”de”, et dansk og et ikke-dansk, da dette skel blev meningsløst fra 1960’erne. Men det årstal synes helt tilfældigt valg, især da Marstal mener, at dansk kultur altid har været udsat for internationale påvirkninger.
Hertil har jeg to ting at sige. For det første må vi stadig kunne svare på, hvem vi er som kulturnation, ellers kan vi ikke forsvare vores egne værdier og handle som et politisk fællesskab. Hvor Marstal mener, at dette synspunkt er utidssvarende, mener jeg derimod, at det har fremtiden for sig. Alene den kendsgerning er danskerne bliver stadig mere nationale og i stigende grad, og med god grund, afviser den multikulturalisme, som Marstal advokerer for, viser min pointe.
For det andet er det rigtigt, at dansk kultur altid har modtaget indflydelse udefra. Men det er lige så åbenlyst muligt at identificere særlige danske træk i den historiske udvikling. Sproget, f.eks. Og holder vi os til kunsten, er litteraturen jo skrevet i et bestemt sprog: dansk.
Internationale udtryk er blevet formet og tilegnet inden for en bestemt kulturel horisont, den nationale. Ligesådan med værdierne: de er jo ikke kun universelle, men kulturelt formede og forankrede. Vores tradition for ytringsfrihed er f.eks. forskellig fra svenskernes, for ikke at tale om arabernes.
Marstal mener at vide, at den danske kultur, jeg forsvarer, er etnisk bestemt: det er de hvide danskeres kultur. Men jeg taler netop ikke om etnicitet eller afstamning, men løsriver værdierne fra slægtsskabssammenhængen ved at tale om kultur. Med andre ord: Vores kultur kan også tilegnes af mennesker med anden etnisk og endda religiøs baggrund. Skuespilleren og debattøren Farshad Kholgi er et godt eksempel herpå.
Kulturer er ikke statiske, men rigtignok heller ikke plastiske. De ændrer sig kun langsomt og kan være særdeles vanskelige at assimilere sig til, hvis man kommer med en helt fremmed kulturbagrund.
Marstal skriver, at jeg hævder, at mange opfatter islam som en trussel. Jeg synes altså en lave en selvopfyldende profeti. Men nej, det er faktisk igen en viden, vi allerede har, og som var hele anledningen til at skrive kronikken. Marstal skriver endvidere, at denne trussel er det, den kulturelle udveksling konstant nedbryder.
Så er mine spørgsmål bare, hvorfor flere er skeptikere end for ti år siden? Hvorfor flere har opgivet troen på integration på begge sider af kulturkløften? Og hvorfor vi dagligt oplever en mere og mere voldelig eskalering af konflikterne mellem kulturerne? Multikulturalisme betyder manglende stabilitet.
Endelig vil Marstal sætte trumf på og giver et eksempel på den kulturelle udveksling i form af Outlandish-sangeren Isam B., der med muslimsk baggrund har fortolket ”I Danmark er jeg født”. Hertil er der at sige, at man jo ikke er velintegreret bare fordi man synger godt. Der kræves noget mere, for kunst er blot en del af det brede kulturbegreb, jeg skriver om.
Skal man tro medierne, er Isam B. særdes tvetydig, når det kommer til tilegnelsen af den kultur, bl.a. med hensyn til ytringsfrihed, vi holder for værdifuld her i landet. Igen kan Farshad Kholgi tjene som det postive modbillede. Som indvandrer kommer han med noget værdifuldt. Nemlig en erfaringsbegrundet advarsel mod islamister – som Isam B. flirter med. Her er Marstal igen den naive.
Til slut: Hvorfor skal kunsten tjene et pædagogisk og opbyggeligt formål i integrationens øjemed? Det er en tanke, tiden er løbet fra. Og hvordan kan Marstal med sit kunst- og kultursyn sidde med i et kanonudvalg nedsat af en national og konservativ kulturminister?
